Aktiviteter 2019

 
25 års jubilæum. (Galleri)
I år er det 25 år siden Rite Højskole startede. I den anledning var der lavet en tur til højskolen, hvor 14 danskere deltog. I programmet indgik en teatertur i Riga, generalforsamlingen på Rite og en tur i ”De danske soldaters fodspor” til Aluksne. I 1919 skulle 200 danske frivillige soldater marchere mod Jekabpils og ødelægge den smalsporede jernbane mod Gulbene for at hindre bolsjevikkerne i transport af våben eller lukke en flugtvej. Jernbanen eksisterer stadig og gruppen skulle en tur ud at køre til Gulbene.
 
 
Generalforsamlingen 2019.
Generalforsamlingen forløb efter dagsordenen, og da der i år var 25 års jubilæum, havde de 14 danskere, som deltog, indsamlet en pengegave, som var beregnet til at få indlagt vand i det lille lærerhus.
 
 
Børn fra Druvas optrådte med flot dans af både store og små elever og skolen fik overrakt en smuk hvid rose fra kommunen. Et meget fint arrangement som gæsterne nød. Derefter var der spisning med lækre lettiske retter og en humør fyldt kvinde spillede på harmonika.
 
 
Kvindekursus. (Galleri)
Igen i år har der været håndarbejdskursus for kvinder. Og igen har Lisbeth Andersen fra Danmark været frivillig strikkelærer. Denne gang var barnebarnet Laura med og danske Aase Lundbye stod for at fremstille stjerner af papir.
 
 
Af lettiske lærere havde vi Agrita Saulite, som syede fine kjoler med kvinderne der også broderede puder. Sandra Trakina og Sandra Lace stod for en workshop med at arbejde i pil og der blev flettet fine ugler. Der blev også støbt fine nisser i cement og Jolanta Albrehta lavede fine blomsterkranse sammen med damerne. Som sædvanligt et hyggeligt kursus, hvor vi fik fremstillet mange forskellige ting.
 
 
En eftermiddag var hele gruppen til kaffe og hygge hos Aase Lundbye i hendes sommerhus.
 
 
Papirkursus og sprogkursus i lettisk. (Galleri)
Den første uge i juli var der to kurser på en gang. 5 danskere var sidste år på kursus i lettisk sprog på Rite Højskole. De 4 af kursisterne var fortsat hele vinteren med lettisk sprog og afholdt igen i år et sprogkursus, sammen med forskellige kulturelle aktiviteter. Kurset var organiseret af Aase Lundbye og underviser var Guna Grinberga.
 
 
Derudover havde kunstner Ilze Dilane organiseret et papir symposium med 11 deltagere. Der blev arbejdet med håndlavet papir af forskellig slags og man kan se mere ved at gå ind på Ilzes hjemmeside: https://ilzedilanesart.blogspot.com/2019/
   
Mosaik kursus og Grøn mad. (Galleri 1)
Ilze Dilane var lærer på vores mosaikkursus. Ligeledes var Liga Grinberga lærer for grøn mad og undervisning i yoga og makeup.
 
 
Så kursisterne kunne starte med morgen yoga og derefter vælge om de ville være med til at lave vegetariske retter til middag eller lave mosaik.
 
 
Senere kunne man så blive undervist i makeup og få ordnet sine øjenbryn eller tage en pensel og male et billede.
 
   
Der var mange muligheder og resultatet blev en flot udstilling den sidste dag og mange tilfredse kursister. (Galleri 2)
 
Rollespil for de store børn. (Galleri)
Fra den 22 til den 26. juli var der rollespil for de store børn fra 10 til 16 år.
 
 
Danske Tune Harbo var organisator. Desuden deltog Åse Rønnow og Anna Nielsen som danske lærere sammen med lettiske Jolanta Albrehta som leder og lærer Inga Zvilna og lærer Danute Paunina. Det var en uge med en masse aktivitet og workshops med læderarbejder og forberedelser til det store slag om torsdagen.
 
Malekursus med Mara Daugaviete. (Galleri)
Sidste uge i juli havde vi malekursus med Mara Daugaviete. Der mødte 14 deltagere op og mange var gengangere fra de forrige år. Vi har allerede nu aftalt at der også bliver malekursus med Mara til næste år.
 
 
Der blev malet mange billeder, og Janis lavede en flot kamel i metal.
 
Rollespil for mindre børn. (Galleri)
Jolanta Albrehta organiserede rollespil for de mindre børn fra 6-9 år.
 
 
Der var leg, og spil og masser af aktivitet og sjov. Inga Zvilna, og Danute Paunina var lærere.
 
 
Animations kursus for mindre børn. (Galleri)
Igen i år var vi heldige at få Lolita Steinberga til at komme og lave animation på det sidste børnekursus. Børnene nød det når lærerne lavede sjov og klædte sig ud og samtidig blev der arbejdet seriøst med filmoptagelser og resultatet var 4 små animationer.
 
 
Jolanta Albrehta var leder af kurset og arbejdede sammen med Inga Zvilna og Danute Paunina. Skolen siger mange tak til alle 4 lærere for deres store arbejde.